Vinsmagning i Frederikshavn Boligforening

Vinsmagning i Frederikshavn Boligforening

Fredag aften den 2/2 var LL Events hyret til at afholde en vinsmagning for Frederikshavn boligforening. Lars stodfor selve smagningen, som var arrangeret af Fie Mølholt fra boligforeningen. Der var otte forskellige vine leveret af Vinoble i Frederikshavn.

Aftenen var delt op i to runder. I første runde skulle deltagerne igennem tre hvidvine. Som noget nyt fortalte Lars ikke kun om de enkelte vine, men også mere om området og gik i dybden med de druer, vinene er lavet på.

Den første vin, der blev smagt, kom fra huset Hubert Beck, som hører til i Alsace. Vinen er lavet på druen Riesling. Anden vin var fra huset Villa Maria Estate, som er en del af det mest kendte vinområde i New Zealand – nemlig Marlborough. Denne vin er lavet på druen Sauvignon Blanc. En drue der har en meget frisk syre, som også blev bemærket af flere deltagere.

Den tredje og sidste hvidvin var fra huset Aurelio Montes, der hører under Central Valley i Chile. Denne vin er lavet på druen Chardonnay, en drue som sjældent slår ud i smag og duft. Rieslingen blev den af hvidvinene, som flertallet bedst kunne lide.

Under pausen gik snakken mellem bordene om de forskellige indtryk, som vinene havde givet og lidt om forskellen på en vin lagret på egetræ og ståltank.

Deltagerne skulle nu igennem fire rødvine, hvoraf den femte og sidste rødvin skulle nydes til ostebordet. Den første rødvin, der blev smagt, var fra Marlborough i New Zealand. Huset hedder Oyster Bay, og vinen er lavet på druen Pinot Noir, en drue som har et meget lavt syreindhold og blød smag.

Næste rødvin bragte deltagerne tilbage til Chile, samme producent som Chardonnayen, huset Montes. Her var der dog tale om en anden dal, Colchagua Valle, der sammen med med Maipo Valley er to af de mest kendte vinområder i Chile. Rødvinen her var lavet på 85% Cabernet Sauvignon og resten Merlot. Dette gøres for at blødgøre den ofte meget skarpe syre, som findes i Cabernet druen.

Den tredje rødvin, der blev bragt på banen, var en amerikaner. Et hus som hedder Cline. Huset ligger i området Sonoma i Californien. Druen, som blev smagt på denne aften, er lavet på 80-100 årige vinstokke af Zinfandel. Gæringen sker først på ståltanke for at bevare den naturlige smag, og derefter bliver vinen modnet på nye og gamle franske egefade. Duften minder om sorte kirsebær og blåbær. Smagen er frugtrig med krydret toner og en flot eftersmag. Denne vin var indtil videre den mest populære blandt deltagerne, og diskussionen gik livligt blandt bordene.

Fjerde og sidste vin i selve smagningen var australsk og fra regionen South Eastern Australia. Vinen kommer fra huset Trentham Estaste, som ligger i distriktet Victoria. Druen, som denne vin er lavet på, er Shiraz. En drue som australierne har gjort til deres hoveddrue. Duften bærer helt klart præg af en kraftfuld og syrebetonet vin, og smagen af blommer, mørke bær og mocca.

Konklusionen blev, at Rieslingen var aftenens mest populære hvidvin. Zinfandelen var den mest populære rødvin og generelt aftenens populæreste.

Til ostebordet bagefter blev der serveret en rødvin fra Rhone dalen og huset Paul Jaboulet. Vinen hører under appellationen Cote du Rhone Villages. Druesammensætningen er 80% Grenache, 10% Syrah og 10% Mourvedre. En vin der passede til de faste og kraftige oste.

Alt i alt blev det en god aften for deltagerne, der godt kunne lide den anderledes form for vinsmagning, hvor de fik tips, der kan bruges, næste gang de skal handle vin.